torsdag den 12. maj 2016

Min Kamp Mod Anoreksi - Er Jeg Rask Nu?


Hejsa babes. 
I dag kommer der et indlæg som jeg længe har overvejet at skrive, men samtidig været bange for at dele, fordi jeg er bange for hvordan verden vil tage imod det, og hvordan i vil reagere.. Jeg prøver altid at være 100% ærlig over for jer, og deler gerne alt det jeg kan med jer..  Nu har jeg endelig fået fundet noget mod til at skrive det her indlæg til jer, og så håber jeg i tager godt i mod det.. Jeg prøver ikke at få jeres medlidenhed eller noget som helst, jeg skriver det her indlæg for jeg ved der er mange piger derude, som kæmper med anoreksi, og jeg vil gerne vise dem at der er lys for enden af tunnellen hvis man kæmper.. Så jeg håber i vil tage godt imod det, og måske har lyst til at dele min historie og kamp mod anoreksi, så folk kan se hvad det er for en sygdom og at man kan komme nogenlunde ovenpå, hvis man kæmper.. 

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg skulle blive ramt af en spiseforstyrrelse, da jeg altid har elsket mad, men efter mit store vægttab på 40 kg, så gik det den modsatte vej.. Under mit vægttab begyndte jeg at udelukke nogle ting, som jeg bare ikke måtte spise, og det endte til sidst med jeg kun spiste kød og grønt.. mest grønt.. Jeg spiste faktisk næsten ikke noget, men vægten forsatte ned, så jeg var glad og så slet ikke alle de signaler som min krop begyndte at vise, som var træthed, ændrede humør, ingen energi overhovedet osv. Jeg fik smidt de kg jeg skulle, men i mit hoved var jeg stadig tyk og ville længere ned.. Jeg ville gerne ligne alle de tynde modeller, og kunne vise min krop frem og så stadig den tykke Nicoline i spejlet, så der skulle mere af.. Efter fjernelse af hud på min mave, gik det først helt galt.. Jeg kunne ikke træne, da min krop skulle heale, så jeg begyndte at spise mindre, da en stemme sagde i mit hoved jeg tog på.. Mine forældre kæmpede virkelig en kamp for at få noget mad i mig, men jeg spiste kun grønt og drak kun vand.. Jeg prøvede at vise dem jeg havde det godt, selvom jeg var helt kørt ned indeni.. Stille begyndte såret ikke at kunne heale, så sygehuset begyndte at spørge om jeg fik nok mad, da det giver kroppen kræfter til at heale, og jeg sagde bare at det gjorde jeg.. Men det var en stor løgn.. Midt under AT-ugen i 2.g, arbejder min veninde og jeg med spiseforstyrrelser, og der er det som om en klokke ringer i mit hoved.. Jeg skynder mig at ringe til lægen, og får en tid med det samme og tager så derop med min mor, og hun sender mig så på sygehuset til samtale.. Efter kun 1 samtale ude på sygehuset, fortæller de at jeg har begyndelsen af anoreksi, og de meget gerne vil hjælpe mig.. I mit hoved kunne jeg slet ikke tro på hvad de sagde, og jeg gik fuldstændig ned.. Mine forældre var helt græd færdige og bekymret, og nu begyndte et langt forløb ude på sygehuset.. Jeg fik den sødeste psykolog, som virkelig har været der 100% for mig, givet mig en masse gode redskaber, og snakket med mig når jeg havde brug for det.. Da jeg fik min kostplan, og så alt det mad jeg skulle have, knækkede jeg sammen igen.. I mit hoved ville de gøre mig fed, men de ville jo kun hjælpe.. Jeg meldte fuldstændig fra, og kom ikke til samtalerne mere, da jeg pludselig ikke kunne klare alt det de bad mig gøre.. 

Efter nogle uger kom jeg dog igen, og var virkelig langt nede.. De startede hurtigt samtalerne igen, og fik mig i grupper, og der begyndte stille at ske noget inden i mig.. Min vægt var nede på 47 kg, og jeg ville gerne længere ned, men samtidig var der noget indeni mig, som sagde at hvis jeg forsatte så ville det koste mit liv.. Jeg ville skulle forlade min familie, mine venner, alt hvad jeg elskede.. Jeg ville skulle forlade de mennesker jeg elsker allermest med en stor smerte, og det ville jeg aldrig kunne gøre mod dem.. Så stille begyndte jeg at prøve noget mad, men det har også haft sine konsekvenser.. Jeg kæmper med en masse dårlige tanker efter, og har bare lyst til at kaste det hele op igen, men er aldrig kommet helt derud.. Men det var rart at se der var en lille fighter indeni mig, som virkelig gerne ville være rask igen.. 

Da vi tog til Italien sidste sommer var lægerne meget bekymret for jeg skulle tabe mig, præcis som de andre år, og sendte en masse bar osv med til mig, som jeg skulle huske at spise.. Det gik okay, og jeg prøvede også at spise pasta osv, men havde stadig formået at tabe mig da jeg kom hjem, hvilket gjorde mig glad, men lægerne bekymret.. Vi begyndte en masse samtaler igen, og jeg kæmpede stille videre, og gjorde virkelig alt hvad jeg kunne for at få den stemme og det grimme mennesket jeg havde skabt væk, da det kun gjorde mig sindssyg.. 

Jeg er nu stoppet med min samtaler på sygehuset, og er blevet "udskrevet" hvis man kan sige det sådan, og har sagt farvel til min søde psykolog, da hun mente jeg var klar til at stå på egne ben, og komme videre.. Men nu sidder alle sikkert og tænker den samme tanker som mig: "Er jeg rask nu?".. Jeg har selv stillet mig det spørgsmål tusind gange, og svaret er altid nej, ikke helt i nu.. Min søde psykolog fortalte mig også, at den sygdom vil nok sidde i mig resten af mit liv, og komme frem når jeg er virkelig nede eller ked af det, da den finder kræfter i ens dårlige tider.. Jeg prøver idag at leve nogenlunde som alle, men tanken om jeg bliver tyk er der stadig, og jeg kigger stadig i spejlet tusind gange og synes jeg er fed og kan stå og kalde mig de grimmeste ting, men det skal nok komme stille og roligt.. Jeg kæmper ihvertfald videre, og tror på jeg en dag kan komme helt ovenpå igen, og måske tillade mig selv at spise en kage, en is eller noget helt trejde.. Men lige nu nej, der skal gå lidt længere tid.. 

Men sygdommen har virkelig sat sine spor i mit liv, fordi det har været et rent helvede og er det stadig nogle gange..  Jeg har skubbet mange veninder væk, jeg har meldt fra til en masse fede ting og det værste ved det hele er at jeg har været ved at droppe ud af gymnasiet.. Heldigvis er jeg her i nu, og bliver student her til sommer, så jeg er glad for jeg blev og ikke lod den onde stemme vinde.. Men når jeg tænker på alle de gange jeg har råbt og skreget af mine forældre kan jeg blive helt trist, fordi det har aldrig været deres skyld.. Alle de gange jeg har smadret en tallerken eller flippet på dem uden grund.. Jeg er virkelig så ked af det, og vil gerne undskylde 10000 gange til dem, da jeg ved de kun har gjort det i en god mening, og kun har ville hjælpe mig.. De har været min største styrke igennem det her, og jeg elsker dem ubeskriveligt! Hvis jeg ikke havde haft dem, så var jeg forsat og sikkert ikke været her i dag.. 

Men det jeg gerne vil sige med min historie er at man skal kæmpe! Jeg ved det er sindssyg hårdt, men kæmp for guds skyld, fordi vil man virkelig give sin familie alt den smerte? Vil man virkelig ende med en dag at dø? Nej.. Jeg ved godt sygdommen gør at man slet ikke kan se andet end den, og man bliver så ondskabsfuld, men kæmp for guds skyld! Jeg tror ihvertfald på jer, og vil gerne snakke med jer hvis i har nogle spørgsmål eller noget, da jeg gerne vil hjælpe andre som også kæmper med det.. Jeg elsker at hjælpe mennesker, så skriv endelig hvis.. Jeg står ihvertfald klar, og som sagt så kæmp, i må virkelig ikke lade den sygdom slå jer ned, fordi i er så meget mere værd end den sygdom.. 
Husk i er smukke alle sammen, lige meget hvilken krops figur i har og i er skønne alle sammen! 
Kys Nicoline. 

7 kommentarer:

  1. Sejeste stærke tøs. Vild historie og skønt at du deler. Meget inspirerende, er sikker på at du nok skal komme stærkt og sundt igen.
    Knus en fast følger <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh tusind tak for de varme ord, det varmer virkelig!
      Og det dejligt du følger fast med her på bloggen, tusind tak igen. <3

      Slet
  2. Hold da op alt det du har været igennem - og hvor er du bare sej, at du har modet til at dele det her
    Du er stærk og derfor er jeg sikker på, at du kommer igennem det her - og se hvor langt du allerede er kommet.
    Kort sagt alt respekt herfra! <3
    Kram og kærlige tanker

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind mange gange tak for de varme ord, virkelig! <3

      Slet
  3. Kære smukke kusine Nicoline !
    hvor stærkt du kæmper for "guds" skyld og ikke lader det onde herske!! :o) ♥ du er vidunderlig, og er i klassen for de sejeste i min verden! Og ka du huske da vi var små og du havde fået fjernet mandler og vi skulle på ferietur i lalandia og til denne her karaoke aften om du blev bare ved og ved med at synge, så de gamle blev sure til sidst fordi du ikke måtte overanstrege din hals! Du er bare så sød♡
    Mange kys og kram fra Frede !

    SvarSlet
  4. Stærk, smuk(!) og inspirerende <3

    SvarSlet

Tak for dine søde ord, det varmer altid! :)
Jeg læser alle kommentar igennem, og lover at svare så mange jeg kan. :)