Min Kamp Mod Kiloerne #2

Godaften dejlige læsere! Jeg er lige kommet hjem fra en hyggelig middag i Svendborg med min lillebrors fodbold klub, og er fuldstændig smadret nu.. Jeg har desværre fået mig en god omgang forkølelse, men det ved jeg godt, fordi jeg får det altid på denne tid af året, lige meget hvor meget jeg prøver at bekæmpe det.. Mit immunforsvar er heller ikke i top på grund af nogle piller jeg tager, men sådan er livet nu engang.. Jeg må bare bekæmpe det med en masse the og varme tæpper.. Men nu til det indlægget handler om, nemlig det længe ventede indlæg om kampen mod kiloerne 2, hvor det handler om min operation - hvor jeg fik fjernet hud på maven + hvordan jeg har det i dag.. Jeg håber i har nydt disse 2 indlæg som jeg har fået lavet om min kamp mod kiloerne, og hvis i ikke har fået læst del 1, så kan i finde det lige her..  Lad os komme igang :) 

Efter jeg havde smidt de 40 kg, var der rigtig meget hud på maven som hang og lige meget hvor meget jeg trænede mave, så ville det ikke forsvinde. Jeg valgte derfor at tage til lægen, som fortalte mig at træning ikke ville kunne fjerne det, da det var slap hud som ikke kunne trække sig ind.. Derfor valgte han at henvise mig til OUH, hvor de måske ville gå med til at fjerne det, så jeg kunne få den mave jeg altid havde drømt om. Jeg kom hurtigt til, og tog derud allerede den 3 december 2014, hvor nerverne virkelig sad ude på tøjet.. Der er rigtig mange krav man skal opfylde for at få den her slags operation, som sundhedsstyrelsen har sat op.. En af kravene er at huden på maven skal hænge mere end 2-3 cm, og jeg vidste ikke 100% hvor meget mit hang.. Min værste frygt den dag var virkelig at de ville sige nej, fordi jeg havde ikke pengene til at betale selv, da det er en dyr operation. Men lægen ude på OUH var så sød, og målte og mærkede og sagde at de ville meget gerne lave operationen, og at jeg ville få en tid så snart de havde plads.. Jeg kan huske det var den vildeste dag i mit liv, fordi jeg var så glad og oppe at kører.. Jeg havde fået min operation, og var nu et skridt tættere på drømme kroppen! 

Jeg var så heldig at få en tid allerede den 4 marts 2015.. Jeg blev indlagt den 3, hvor jeg fik taget en masse blodprøver og fik en seng og fik alt gjort klar til dagen efter.. Jeg kan huske jeg allerede der begyndte at blive nervøs, fordi det ikke er en lille operation, men faktisk en rigtig stor en, og at jeg havde hørt før det var gået galt osv, men min familie var der til at støtte mig.. Den 4 marts kom de op til mig omkring halv 12, hvor lægen så begyndte at tegne på mig og hvor hun viste mig hvad de havde tænkt sig at gøre og hvor meget der skulle væk.. Lige inden operationen var jeg rigtig bange og begyndte at græde, fordi jeg var nervøs men samtidig virkelig glad og helt overvældet over at nu skulle det ske, nu skulle alt den hud væk.. Operationen gik heldigvis godt og jeg vågnede efter 3-4 timer, og kunne intet mærke fordi de heldigvis proppede mig med så meget morfin at smerten var væk.. Jeg blev kørt op på stuen og allerede dagen efter begyndte de at snakke om jeg måtte komme hjem, fordi alting så så fint ud.. Jeg ville derfor tage et bad inden mine forældre kom, men desværre under badet besvimede jeg, og fik det rigtig dårligt.. Derfor blev jeg til om fredagen, hvor jeg så blev sendt hjem... Derefter fik jeg kun piller og smertestillende som tog lidt længere tid om at virke, så der kunne jeg godt begynde at mærke smerten og samtidig kunne jeg ikke gå hurtigt eller oprejst, da det gjorde sindssyg ondt hvis jeg prøvede.. Jeg havde fået et smart korset på som skulle holde maven og det hele på plads, og jeg havde fået vist en bestemt måde jeg skulle rejse og ligge mig på, da jeg ikke måtte bruge mavemusklerne, da de også var blevet syet.. 

Dagene går med alt det smertestillende, og alt går rigtig godt.. Selvfølgelig havde jeg smerter men det går fremad.. Men efter en uge da jeg skal i bad, kan jeg se der kommer blod ud fra min nye navle, og jeg kalder straks på min mor.. Hun siger det ligner gammel blod og jeg ikke skal tage mig af det, så jeg vasker mig forsigtigt som jeg plejer, og får korsettet på igen, og tænker ikke rigtig mere over det.. Dagen efter er der en lille blodplet på korsettet, og det skal siges det var et dobbelt korset, så det var tykt og der skal meget til at det kan trænge igennem så mange lag! Min mor bliver bekymret og ringer straks op til vores læge da jeg bløder en del, og jeg kommer derop hurtigt, men de vælger bare at kigge på det kort og skifter lige det min mor havde lagt for at få det til at stoppe, og siger det er ingenting og at jeg bare skal tage hjem. Da jeg kommer hjem tager blødningen til, og jeg bliver sendt ud på sygehuset, hvor de siger det er gammel blod som ligger inde i et hule rum, som bare skal komme ud.. Jeg får et nyt korset med hjem og så skifter vi med håndklæder så tit vi kan, da jeg virkelig bløder meget, også ud på tøjet.. 

Efter en weekend, hvor blødningen for alvor tager til, og det er så voldsomt at min mor er bange for jeg forbløder, da vi skifter håndklæder osv rigtig ofte, kommer jeg på sygehuset igen.. De er i chok over hvor meget blod der er kommet, så de tror der er noget inde i maven som er gået op, så jeg bliver indlagt med en chance for at de ville operer dagen efter.. Jeg kan huske jeg var bange, fordi jeg ikke kunne klarer hvis jeg skulle alt det igennem igen.. Dagen efter kommer der en læge og kigger på det, hvor blødningen er stoppet lidt og han mener så de ikke behøver at operer men at han gerne lige vil give navlen et ekstra sting, da den var begyndt at gå lidt op i den ene side.. Jeg bliver derfor sendt hjem med troen på at alting er okay nu, og jeg bare må give det tid. 

Efter nogle dage begynder blødningen kraftigt igen, men denne gang med noget mere grumset med sig, og så fortæller min mor at det lugter. Jeg begynder at få kraftig smerter fra marven, og om mandagen tager vi derud igen, hvor de så fortæller det er betændelse der kommer ud nu, og de indlægger mig derfor igen.. Den smerte jeg gik igennem der var ubeskrivelig.. De fortæller mig de bliver nød til at få betændelsen ud og få lukket det hule rum der åbenbart er som holder på det, og måden de skulle gøre det på var at tage et langt rør, stikke det ind i navlen og sprøjte vand ind, så det kom ud.. 3 gange om dagen var jeg det igennem, og det gjorde ondt som bare i fanden.. Efter 3 dage på sygehuset, bliver jeg sendt hjem men med den melding at jeg skal have en sygeplejerske på besøg.. De skulle komme 2 gange om dagen, morgen og aften, og rense det.. Der følte jeg mig virkelig syg og svag, og håbede virkelig bare snart det ville vende. 

Efter nogle uger hvor sygeplejersken har været der, falder det heldigvis til ro.. Desværre gik der hul et sted på arret hvor der også kom betændelse ud, men det fik OUH hurtigt styr på, og det faldt hurtigt til ro igen. Så efter nogle uger falder maven til ro, og sygehuset fortæller mig de derfor først vil se mig et halvt år efter til et halvårligt tjek, for at se om alting er som det skal være.. Jeg går med korsettet i 3 måneder, så den 11 juni 2015 måtte jeg tage det af, og det var seriøst den vildeste og samtidig underligste følelse ever.. Maven var gude smuk, og jeg havde aldrig følt mig så tynd som nu.. Resultet er rigtig smukt, og arret sidder så langt nede at ingen rigtig kan se det, da jeg kan skjule det med min trussekant.

Her sidder jeg så snart et år efter, og har det helt fantastisk! Når jeg kigger tilbage på alt det jeg var igennem, er det virkelig skræmmende men jeg fortryder intet i dag. Maven er så fin som den er nu, og man kan næsten ikke se arret mere.. Jeg har virkelig fået en anden selvtillid end jeg havde før, og gik gerne smerten igennem igen hvis det var det jeg skulle. OUH har gjort et rigtig flot stykke arbejde, og jeg er Z afdelingen så taknemlig fordi de har behandlet mig som de har gjort.. Hvordan jeg har det i dag med min krop er meget forskelligt.. Jeg kan tit stadig føle mig tyk, men sådan nogle dage har alle det vel.. Jeg kæmper stadig med min selvtillid og selvværd og ser stadig nogle gange den tykke pige i spejlet, men jeg tror bare at sådan vil det nok være et stykke tid i nu, indtil hovedet er helt med.. Jeg er ihvertfald glad for hvad jeg har fået udrettet og vil aldrig nogensinde tilbage til den jeg var før.. Jeg elsker mit nye liv med træning og alt den sunde mad.. Det er virkelig den person som jeg er i dag.. 

Men jeg håber i har kunne lid disse 2 indlæg som jeg har fået lavt, og så skriv endelig gerne i kommentaren hvis i har nogle spørgsmål eller noget i er i tvivl om, så skal jeg nok prøve at besvare dem.. Men i må alle sammen have en fantastisk onsdag aften, og tak igen fordi i læser med! :) 

Mange Kys Nicoline.